Tilbage til opskrifter

Meatball Sub - sandwich med Kødboller

Meatball Sub - sandwich med Kødboller

Introduktion

Meatball Subs med hjemmelavede italienske kødboller og en god tomatsauce toppet med ost er en sublim varm sandwich af den såkaldte submarine style sandwich. Jo flere dele af den der er hjemmelavet, jo bedre bliver den, men hvis det skal være lidt nemmere kan man sagtens udskifte eksempelvis marinarasaucen med en købt pastasauce, eller for den sags skyld udskifte kødbollerne med de færdiglavede fra IKEA. Do what tastes right!

Denne opskrift er lavet i samarbejde med Broil King Grills, så sandwichen er lavet på grill, men man kan sagtens stege kødbollerne på panden eller for den sags skyld bage dem i ovnen.

Fremgangsmåde

Trin 1

Start med at lave marinarasaucen. Snit løg fint. Svits det i en gryde med lidt olie ved middelvarme i 4-5 minutter så det bliver tilberedt uden at tage farve.

Trin 2

Hak hvidløg og tilsæt. Steg videre i 1-2 minutter.

Trin 3

Hæld tomaterne i og bring i kog. Lad sauce simre i ca 10 minutter.

Trin 4

Blend herefter saucen med en stavblender.

Trin 5

Tilsæt oregano og basilikum og lad saucen simre yderligere 20-25 minutter til den er reduceret og tyknet en smule.

Trin 6

Smag til med salt og peber og evt en smule sukker.

Trin 7

Lav nu kødbollerne. Start med at blande rasp og mælk i en skål, lad det stå i ca 5 minutter.

Trin 8

Imens, riv eller hak løget fint og tilsæt til rasp-blandingen sammen med resten af ingredienserne. Hvidløg kan enten hakkes fint eller presset.

Trin 9

Bland farsen godt og form den til små kødboller ca 3 cm. i diameter.

Trin 10

Varm en pande eller stegeplade op ved middel varme. Hæld en smule olie på og læg kødbollerne på og lad dem tage god farve på den ene side.

Trin 11

Vend herefter kødbollerne, og lad dem stege på den anden side til de når ca 70 grader i kernetemperatur.

Trin 12

Tag kødbollerne af panden og læg dem i gryden med marinarasaucen.

Trin 13

Bland dem forsigtigt rundt og lad det varme igennem i 5-10 minutter.

Trin 14

Imens varmes brødet i ovn eller grill.

Trin 15

Når det er klar, fyld kødboller i brødet, evt. med lidt ekstra sauce på toppen. Fordel skiver af frisk mozzarella ovenpå, og varm sandwichene i ca 5 minutter i grillen/ovnen, til osten er begyndt at smelte.

Trin 16

Pynt evt. med hakket frisk basilikum. Servér varme. Velbekomme.